Psykoterapi

Min tilgang

Fra tid til anden møder vi udfordringer i vores liv, som er svære for os at håndtere. Det kan være at blive fyret, at blive syg, at miste en nærtstående eller på anden måde at stå overfor en anden stor livsændring. Hvis vi oplever at være ude af stand til at håndtere den følelsesmæssige belastning, vi oplever, kan det føre til stress, dårlig nattesøvn, vedvarende bekymringer, depressive symptomer eller lignende. Her kan et psykoterapeutisk forløb hjælpe. Min tilgang er, at der er en grund til, at vi reagerer, som vi gør, og at vores måde at reagere på har været hensigtsmæssigt for os tidligere i livet. Nogle gange er det imidlertid sådan, at de reaktioner som tidligere var hensigtsmæssige, kan spænde ben for de ting, man ønsker i sit liv i nutiden. Når man bliver mere klar over, hvor vanskelighederne stammer fra, og hvorfor man har udviklet disse strategier, giver det en mulighed for at agere på en ny måde, som er mere i tråd med ens ønsker.

Jeg tilbyder individuel psykoterapi til såvel unge som voksne og har mange års erfaring med behandling af en lang række psykiske lidelser, herunder angst, depression, personlighedsforstyrrelser, OCD og livskriser. Jeg har særlig erfaring med behandling af PTSD både individuelt og i gruppe. Jeg arbejder primært ud fra psykodynamisk teori og metode, men har også erfaring med andre metoder og går ind for at terapien skal tilpasses den enkeltes situation og behov.

Jeg er medlem af Dansk Psykologforening og følger Psykolognævnets retningslinjer, Psykologloven og Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Jeg modtager løbende supervision på mit arbejde.

Responsive image

2020 © Nicolai Siersted. Alle rettigheder forbeholdes.